Handbike race i de schweiziske Alper

Skrevet den 19-06-2012

Lørdag 2.6. blev der kørt 17 km enkeltstart i nærheden af mineralvandsbyen Knuttwil

Det var måske ikke de største bjerge der skulle overvindes, men den 1km lange bakke med stigningsprocenter op til ca. 11, skulle forceres 3 gange så det lugtede lidt af alper - og lyden af kobjælder manglede heller ikke.

Terrænet betød selvfølge ret store tidsforskelle i forhold til en flad rute.

Hurtigst i H3-klassen var Rafal Wilk, med en tid på 28.37. Bedste dansker blev Thomas Gerlach, der sluttede på 5. pladsen med en tid på 31.18

Eneste anden dansker Kim Christiansen ligeledes H3, blev 8er med tiden 32.18.

 

Søndag 3.6 blev der kørt 60 km road race / linieløb

Her køres der tre gange omkring Sempacher See. De første to omgange i tørt og lunt vejr, men på tredje omgang skulle der kæmpes mod både modvind og kraftig regn.

Favoritten Rafal Wilk satte et hårdt angreb ind kort før første målpassage, hvor der endnu var ca. 13 ryttere i førerfeltet. Kun 4 kunne følge ham og en forfølgergruppe på 4 blev skabt, den bestod af både Kim Christiansen og Thomas Gerlach, en franskmand og en italiener.

Italieneren blev hægtet af på anden omgang, ikke mindst pga. det høje tempo som de to danskere satte.

På tredje omgang blev en af de foranliggende indhentet, han formåede dog at koble sig på tremandsgruppen. Det betød at der nu skulle køres om 4. pladsen.

Thomas: ”Jeg kunne fornemme at jeg var den med mest overskud i slutningen af løbet, og planen var så at holde et højt tempo for at trætte de andre mest muligt. Det lykkedes, især takket være stigning op mod mål, franskmanden angreb med 200 meter tilbage, men jeg kunne holde mig lige bag ham og rykke forbi på de sidste 50 meter.”
Link til Resultatliste

Hermed er kampen om PL-udtagelsen slut. Der er kørt i alt 5 løb, hvoraf Thomas Gerlach har vundet de fire og Kim Christiansen et.

Så mon ikke vi kan se Wolturnus representeret i handbikerace i London den 5. - 8. september.