Wolturnus entrerer markedet for formstøbte sæder

Skrevet den 20-02-2012

Et naturligt supplement til vores produktsortiment

Wolturnus A/S, der i dag er blandt Danmarks førende leverandører af kvalitetskørestole, har nu valgt at udvide sine aktiviteter til også at omfatte formstøbte sæder.

- Vi tilbyder alt fra fleksible standardprodukter til komplekse skræddersyede specialløsninger og er som følge af vores egenproduktion i stand til at imødekomme de fleste ønsker om individuelt tilpassede siddestillings-løsninger, fortæller direktør Peter Libak. Idet flere af vores kunder efterspørger alternative løsninger på de mest komplekse siddestillingsproblemer, anser vi derfor formstøbte sæder som et fortrinligt og naturligt supplement til vores nuværende produktprogram.

Ud over at forhandle kørestole af eget fabrikat, har Wolturnus siden oktober 2010 varetaget eneforhandlingen i Danmark af mobilitetshjælpemidler fra tyske Otto Bock. Otto Bock er samtidig Skandinaviens største leverandør af formstøbte sæder. Wolturnus har derfor nu valgt at udbygge samarbejdet til også at omfatte dette produktområde. Her kan vi udnytte, at vi gennem mange år har opbygget hensigtsmæssige kommunikationsveje, arbejdsgange og værkstedsrutiner, der kan håndtere specialfremstillinger.

- Til at varetage dette produktområde har vi ansat autoriseret bandagist, Christian Vestergaard, der har stor rutine i opbygning af formstøbte sæder. Kombineret med vores tætte samarbejde med Otto Bock kan vi derfor allerede nu byde ind med et solidt kendskab til dette håndværk.